Mylingen

I den nordiske folklore er mylingen et spøgelse af et barn, der blev dræbt af sin mor kort efter fødslen for derefter at være blevet begravet på ubeviede steder som skove eller vejsider, for at skjule udåden. Mylingens ånd forblev på jorden, da den ikke kunne finde hvile uden en ordentlig begravelse. Historierne om mylingen er dybt rodfæstede i Skandinaviens kulturelle historie og fungerede både som en advarsel og en moralfortælling om konsekvenserne af sociale tabuer og tragedier.

Mylingen er kendt for at forårsage ynkende gråd og hjerteskærende skrig, der resonerer gennem øde landområder, oftest om natten. Disse ånder siges at være i konstant søgen efter at få anerkendelse af deres eksistens og en mulighed for at komme videre til det hinsides. Ifølge sagnene kan mylingen også antage en mere fysisk form for at lede efter en person, der vil hjælpe dem med at blive gravlagt ordentligt. Det siges, at de som negerer en mylingens anmodninger, vil opleve uheld og forfølgelse af ånden.

I nyere tid har mylingen fundet vej til litteratur, musik og film, hvor de tilskrives egenskaber som melankoli og en vis grad af bitterhed over deres skæbne, samt en dybde af følelser og uforløst smerte. De betragtes som tragiske figurer snarere end som ondskabsfulde eller skræmmende væsener. Deres historie er en påmindelse om fortidens samfundsmæssige udstødelse og de mørkere aspekter af menneskelig natur.